Hijab, Neqap, og Chador: -Mit bidrag til burka-debatten.

Egypten er et land i forandring, i færd med at bevæge sig fra vesten mod østen. En mere fundamentalistisk form for Islam vinder frem. Nogle siger at det desværre er i Saudi Arabien  olien og pengene findes, og derfor er det deres fortolkning af Koranen der vinder frem.  

Denne forandring se i kvindernes  beklædning. For 30 år siden var cairogenserne chicke kvinder, Cairo var mellemøstens Paris. Som en ven udtrykte det “the woman here used to be so beautiful”  -dermed også sagt at de ikke er det længere - hvilket nok er lidt af en generalisering.

Koranen siger at smukke kvinder skal tildække sig, for ikke at lede mændende i synd. Ja jeg har altså ikke læst den selv (endnu), men har ladet mig fortælle at det hænger sådan sammen.

  

-Man kan selvfølgelig diskutere om det er kvinden der skal pålægges regler fordi manden er svag og ikke kan styre sit begær, eller om man ikke i stedet skulle lære mændene at styre deres lyster? Eller ihvertfald lære dem at det ikke er okay at ned-stirre en kvinde, bare fordi hun ikke er tildækket. Men i princippet er Koranens råd parallelt med Biblens, når den siger at vi ikke skal bringe vores næste til fald. 

Når man så går ud i gadebilledet, et af de steder hvor kvinder kommer, f.eks. metroen, hvor der er vogne “kun for kvinder”, og kigger på hvordan dette fortolkes, er der uundgåeligt nogle spørgsmål som presser sig på.

Her er et par billeder som måske kan give jer en ide om hvad jeg mener:

Ung kvinde, tildækket så kun hænder og ansigt er frit. Men hun har stamme jeans på, højhæledestøvler, og selv om hun har en langærmet t-shirt under toppen, så afslørrer den bestemt hendes kvindelighed, ja man kan sige at den nærmest understreger at hun har en barm. Tørklædet matcher tøjet i farve, og hun bærer høj fest make-up. -Skjuler hun sin skønhed for ikke at lede mændene på afveje?

En anden kvinde bærer godt nok tørklæde, men der står “I am too sexy” på det!

En kvinde der normalt bare bærer hijab (tørklæde), kommer pludselig i Neqab (total tildækning i sort, med blot en sprække til øjnene, som regel bæres denne sammen med handsker) . Hvorfor? Jo hun vågnede op med uren hud, også var det belejligt.

Også er der selvfølgelig kvinder i galabya (uformelig kjole) og et diskret tørklæde, der bestemt ikke tiltrækker opmærksomhed fra det mandlige køn. -Ja jeg vil være så fræk at sige, at det ikke er et kønt syn -men fortjener vel respekt for ærligt at følge religionens påbud.

En teenagepige ønsker at bære neqab, for at skille sig ud i vennekredsen som den mest religøse. -hendes far har nedlagt forbud mod dette

En anden ting der må tages i betragtning er mændenes adfærd. Det synes som om at hele byrden lægges på kvinderne. Ægypten er et mandsdomineret samfund. De fleste kvinder er hjemme. Manden ved bedre, og betragter sig selv som den ledende og bestemmene part, men også som forsørger og hjælper for kvinden. 

Nu er jeg ikke ignorant over for det faktum at også danske mænd tjekker kvinder ud. De gør der, men de gør det diskret. (og det er tildels til jeres ære at vi kvinder bruger lidt længere tid foran spejlet om morgenen) Men her glor de. Og ja, jeg er ret blond, og høj og ligner ikke en egypterinde, det kan vi godt blive enige om. Men det er ikke kun vestlige kvinder de glor på, det er også de lokale, som vælger en mere vestlig påklædning. Det er således ikke kun turisterne der risikere et klap i røven når de begiver sig ind i en tæt befærdet gyde i souq’en. Skammer de sig over at have befamlet en kvinde, hvis de tages på fersk gerning? -Det er ikke det indtryk man får når man vender sig om, og på formfuldendt og selvfølgelig flydende arabisk fortæller dem at det ikke er i orden. Næh nej, jeg bad jo selv om det!

Nancy, min lærer, fortalte mig følgende historie: En af landets ledende og repekterede Imamer besøgte en religiøs pigeskole. I skolegården så han en lille pige, endnu ikke i pubertet, der bar neqab. Han Kaldte hende til sig, og sagde: “Hvorfor er du tllslørret? -Her er jo ingen mænd, og jeg er at betragte som din bedstefar. Der er ingen her at skjule sig for.” Han opfordrede hende til at tage dragten af, og det viste sig at der gemte sig en ret jævnt udseende pige under Neqabben. Den religiøse leder sagde med et kærligt smil: “Hvad ville du have gjort hvis du var køn?”

Denne historie nåede selvfølgelig pressen her og og skabte røre i andedammen, for hvordan kunne en imam opfordre en lille pige til ikke at være tildækket. 

Når min nysgerrighed leder til at jeg stiller spørgsmål til de lokale om ovenstående observationer er lyder svarene:

• Tørklædet er på mode, det er et spørgsmål om gruppe pres fra kammarater.

• Pigerne føler sig pålagt at gå med tørklæde, men deres iøvrigt udfordrende påklædning er et udtryk for oprør. De følger reglen, men i en bøjet form.

• At bære tørklæde er et tegn på at man er muslim.

•  Eller slet og ret: ja det er dobbeltmoral.

Jeg tror på friheden til at klæde sig som man vil. Ligesom vi ikke skal tvinge folk til ekstremt konservativ påklædning, skal vi heller ikke tvinge kvinder til at klæde sig udfordrende. Men en fortolkning af Koranen som i den grad pålægger kvinderne en adfærd som de ikke er enige i, og samtidig giver mændene frit spil, er ikke fair.  Bør man ikke se på hjertet bag, og ikke de ydre tegn når man vurderer folks nidkærhed eller religiøsitet? Mon ikke  oplysning og diskusion for baggrunden af tilslørringen ville gavne? Og når mændene så åbentlyst opsøger at tilfredstille deres begær, hvorfor så beskytte dem? Og sidst men ikke mindst: Hvornår får vi et kvinde-oprør i Mellemøsten?

Med flere tons sten over mit hoved....

Okay, I har hørt om den første tur til pyramiderne? -Den hvor vi var så uorganiserede at vi havde glemt at tjekke åbningstiderne? Okay, så turen måtte jo gøres om, da man ikke kan på med et af verden 7 vidundere i sin baghave uden at have set det rigtigt. Så afsted igen, og denne gang tidligt på dagen, og på anbefaling af en egypter på en fredag, hvor der ikke er charter-turister fra Sharm-el-sheikh eller Hurgada on location. Det var et vældigt godt råd!

Og de er fantastikke, man bliver på en eller anden måde fyldt med beundring og en sær form for ærefrygt når man står ved deres fod, og ser hvor store de er. Tænk at det har kunnet lade sig gøre at bygge dem! 

Og ind i dem skulle vi da, på trods af tendens til klaustrofobi når jeg en sjælden gang har besøgt et solarium. For når man nu er der, så ville det være ærgerligt at gå glip af det. Og her var vi glade for at vi kom en dag med få besøgende! Vi var blevet advaret om at der var trængt, og at man blev mast af de andre turister, og det var ikke tilfældet. Så vi begav os op,og ned af en træng, stejl gang, hvor det på en enkelt strækning ikke var muligt at gå oprejst, for at nå kongekammeret i Keopspyramiden. Og der var ikke meget at se. Ingen smukke udsmykninger (som f.eks. i kongernesdal) bare sten. Men det var en sær fornemmelse at stå i dette noget indelukkede kammer (luften var ikke den bedste) og tænke på hvor mange tons sten der var over ens lille hoved, hvor mange år de sten har været der, og at der er bare en lille mulighed for at konstruktionen måske kunne falde sammen... Det gjorde den selvfølgelig ikke (så havde i nok hørt om det )

vi besøgte også det lille museum, hvor den båd, som man formoder har ført Keops til sit sidste hvilested er udstillet. Den var begravet ved pyramidens fod, og er såvidt vides den ældste båd man nogensinde har fundet. Vældig spændende, og fantastisk velbevaret. Der er nogle fordele ved at bo med ørken sand i stedet for mose-land.

Også var der jo ellers talrige folk der gerne ville give os en kamel-ridetur, tage billeder af os og pyramiderne osv. alt sammen for en lille skilling... (inklusiv turist politiet der godt kunne bruge et løntilskud) 

Besøg ved en godt gemt turist-attraktion

Efter at have tilbragt en lang søndag formiddag i november på “al-magomma”, en bygning der nemt kunne have været en af østeuropas kommunistiske højborge, dengang det stadig var på mode, for at få fornyet mit visa, besluttede jeg mig for en gåtur gennem “Garden City” til Nilometeret.

Det er nævnt i Lonely planet, og jeg synes da det lød som noget man bør se mens man er her. Da vejret var godt, og der er mindre trafik i byen på en søndag (det er ikke rigtigt weekend, men mange holder halvt fri alligevel) besluttede jeg mig for at gå, de ca 5 km langs Nilen istedet for at spring i taxi. Man ser bare bye anderledes når an iagtager den i langsomt tempo. Og det var en skøn tur. Jeg kom forbi smukke planteskoler, med planterne i smukt arrangeret i mønstre, og så livet udspillet foran mine øjene. Unge par der sneg sig til et møde, skolebørn på vej hjem, som modigt forsøgte at øve deres engelsk osv. 

Da jeg endelig nåede enden af øen, hvor mit kort sagde at her var indgangen, var der dog mærkeligt stille. Ingen turist busser, ingen statue sælger, faktisk ingenting, fraset det sædvanlige røntgen-system der er normalt allesteder hvor turister og andre mål for terror normalt ville opholde sig. Billetluen var tom... Jeg kiggede tøvende gennem porten, en musiker kom forbi og gik ind (der er en koncert-sal på området) og jeg spurgte forsigtigt om jeg var ved nilometeret. -Jo det var jeg, nu skulle han vække vagten, billetsælgeren og guiden. (ja det var en person med tre kasketter) 

Jeg betalte, og blev derefter ført til et tårn, døren blev låst op og jeg blev ført ind... 

Nu er der nok et par stykker der undre sig over hvad nilometeret egentlig er, ikke sandt? Jo det er en anordning, som er skabt til at bestemme hvorvidt der skal betales skat eller ej.   Det stammer fra dengang hvor Nilens vande steg sæsonvist, afhængigt ag regntiden i Afrika, altså før de store dæmninger. Hvis vandet var under et vist niveau, eller over et andet skulle der ikke betales skat. dette var begrundet i at der enten var for store oversvømmelser eller tørke, og altså ikke en god nok høst til også at undestøtte staten. 

Så på indersiden af tårnet er der mærker, hvor man kunne aflæse højden på vandet. Og selvfølgelig hulle i væggen hvor vandet kunne trænge ind, så man kunne aflæse højden.

Lidt en unik oplevelse at få lov at kravle ned af stigen. Guiden var tydeligvis glad for at få muligheden for at fortælle, og tjene lidt bakhesh (drikkepenge). og det var bestemt turen værd, så skulle du lægge vejen om Cairo, så anbefaler jeg at du kigger forbi Nilometeret.

Bagefter nød jeg et stille hjørne ved Nilens bred, I en ellers travl og overbefolket by (det er den eneste gang jeg har fundet et sted ved Nilen hvor jeg kunne side i fred)

Når det regner...

Det regnede i nat i Kairo. Jeg vågnede ved 4-tiden til en hyggelig lyd af regn der faldt på presseningen der dækker taget i stue-etagen på vores hus, og flere høje tordenbrag
Det sker ikke særligt tit at det regner i Kairo. Angiveligt blot et par gange om året. Så da vi stod op imorges, kunne vi slå balkondørene op til træer uden støv. De er rent faktiske grønne under det grå! Vi havde også udsyn til genboen der var ved at slagte et lam, for at fejre Eid.

Hvad betyder så lidt regn? Jo når en by ikke er bygget til regn, så er der ingen afløb for regnvandet. Med  andre ord, gaderne flyder med vand, og det forsvinder ikke igen...

 Måske det var en ide at fjerne afløbene i københavn? I løbet af en måned ville der være så meget vand i gaderne, at vi kunne sejle rundt i kondoler...

Hvad hedder Tampon på arabisk?

Okay tid til at lægge bornertheden  bag sig... Denne blog handler om Tamponer. Om tamponer og kultur. Og om kvinder i almindelighed.

Som de mine kære læsere der er berejste ved, er det ikke allle steder i verden man kan købe tamponer. Er an i tivivl konsulterer man lonely planet, som indeholder vigtige oplysninger som denne, før afrejsen. Egypten er et af de lande hvor tamponer ikke findes og derfor medbringer kvinder  som regel en mængde svarende til et kalkuleret forbrug + lidt ekstra ved indrejsen.  (det er ikke en vare man vil løbe tør for)

Nu bor jeg i en bolig med stor udskiftning. En pige er rejst hjem, og har ved den lejlighed smidt  sit overskuds lager i skraldespanden. 

Vi har rengørringshjælp i lejligheden, og de sortere tilsyneladende vores affald, og tager hvad der er brugbart, såsom shampoo rester o.lign. 

Jeg kom tidligt hjem igår, og sidder således og spiser frokost i lejligheden, checker mail osv. da hele to af vores damer kommer ind med kassen,og spørger hvad i alverden det er? 

Nu er jeg jo ikke læge for ingenting, og da vi kun er kvinder tilstede fortæller jeg med et smil, hvordan vi kvinder fra vesten bruger disse under vores månedlige blødning. Kvinderne kigger på hinanden, bryder fnisende sammen, og man kan tydeligt se på dem at de tror det er løgn.

Sådan kan en ting jeg som europæer tager forgivet, være fuldstændigt ubegribeligt for mine medsøstre her. De har slet ret ikke hørt om produktet. Men hvad vi har til fælles er evnen til at fnise!

Og de takkede nej tak til at overtage pakken...

Egyoten - Algeriet

Okay, stor fodboldkamp for egypterne igår! Nu er jeg jo ikke den store fodboldfan, det er ingen nyhed. Men eftersom fodbold er vigtigt for ægypterne, så tænkte jeg at det ville være en kulturel oplevelse. Så jeg og et par tøser tog på cafe med nogle lokale i Zamalek for at se fodbold. Gaderne var fulde af egyptiske flag, stemningen var høj. Folk medbragte trommer, tågehorn og fyrværkeri på cafeen. Vi var de eneste der ikke var iklædt røde, hvide og sorte farver. Der blev danset til tromme-beatsne før kampen gik igang i bedste orientalske stil (aner ikke hvordan de vipper så meget med hofterne??? ) Alt imens der blev messet Misr Misr Misr.

Nå ja mangler vist lige at forklare hvorfor kampen var så vigtig: Egypten har ikke været til VM i 50 år. Hvis de kunne vinde denne kamp med 3 mål ville de gå videre. Vandt de med 2 mål, stod den på omkamp og ellers så bliver det heller ikke i denne omgang.

Nu ved jeg jo ikke super meget om fodbold, man kan faktisk sige er der ikke er meget der interesserer mig mindre... Men selv med mine uerfarne øjne tror jeg det er sikkert at sige at hverken Algeriet eller Egypten spillede særlig godt fodbold... Faktisk klumpee de så meget om bolden, at det mest af alt mindede om trafikken over Nilens broer i myldretide...Fodbold kommentatoren ordforråd var en lektie i sig selv. Tænk jeg er i et land hvor la la la la la la  betyder nej nej nej... Jalla Jalla var også en meget brugt glosse bland publikum... Men det lykkedes rent faktisk Egypten at score de 2 mål der skulle til for at få en omkamp, og så brød en gadefest løs, som man ikke havde forventet meget større hvis de rent faktisk havde vundet VM. 

Er nu ikke sikker på at jeg gider se kampen onsdag...

National stolthed findes vist alle steder

Hvordan man bestiger en minaret, og andre oplevelser fra det Islamiske Kairo

Jeg befinder mig over Kairos tage, i toppen af en faldefærdig minaret på Sultan Hasan moskeen, neden for Citadellet i Kairos Gamle Islamiske bydel. En bydel som bestemt er bevaringsværdig, indeholdende nogle af landets vigtigste historiske bygninger, relateret til de mange forskellige herskere af landet. Desværre er byen ved at falde sammen og indsatsen for bevarer bygningerne er begrænset til området omkring Khan al Khalil, turist centrummet. Her har man smukke sandstens bygninger. som stammer tilbage fra 1300 tallet, men som på grund af manglende fungerende drænnage af Cairos spillevand, langsomt er ved at smuldre nedefra. Ifølge min Guide for dage, Sven, en ven af Vibeke (min fantastiske veninde) bliver der ikke gjort noget ved det egentlige problem, spildevandet, og de penge der bliver postet i restureringen vil formentlig være spilt, da nedbrydningen er accelereret voldsomt de seneste 10 år. Dagen vil bringe mig gennem fattigmands kvarterer, helgengrave der bruges som losseplads, og tager mig bestemt væk fra turisternes alfartsvej.

Men lige nu befinder jeg mig i minareten på Sultan Hassan moskeen. Udsigten er fantastisk over det brune by. I baggrunden skimter vi pyramiderne, som tildels er skjult i forurenings disen. Pludselig begynder kaldet til middagsbøn fra alle byens moskeer, en sang fra hvert tårn, og det er en fantastisk oplevelse, at stå på byens tag og høre denne symfoni.

Jeg havde aldrig fundet her op, hvis det ikke var for min guide, som ved hjælp af en lommelygte, kendskab til hvilken dør der skal åbnes, og det faktum at vi ikke har afleveret vores sko ved indgangen. Vi sniger os hen til døren, checker at der ikke er nogen der ser os, og lukker hastigt døren bag os. Der kommer tydeligvis ikke folk på taget særligt ofte, trappen er mørk, der ligger affald og et tykt lag støv overalt, enkelte trin mangler på trappen, og der bor duer i tårnet. 

Herefter går turen igennem den gamle bydel, forbi helgengrave, gamle herskabs boliger, talrige moskeer fra forskellige tidsaldre, en koptisk kirke, bymuren, byporte, bogbinderværksteder, bomulds-butikker, alt imens Sven fortæller om Islam, moskeernes arkitektur, og problemet med at bevare denne bydel, og ægypternes manglende interesse heri. Frokosten indtages på en restaurant med udsigt over pladsen i Khan al Khalil, hvor der blev smidt en bombe for et par år siden. Vi er de eneste gæster i restauranten, maden er fantastisk og autentisk. Herefter ser vi den pænere halvdel af det islamiske gamle Kairo, og ender dagen med at drikke the i et lille lokalt the-hus.

Alt i alt, en spændende og meget lærerig dag. 

En kreativ skabers værk; -en tur til den Hvide Ørken

Forestil jer efter 7 timers køretur, på en snorlige vej, som trofast følges af et jernbanespor gennem flad ørken pludselig øjner et fantastisk ørkenlandskab, ulig noget du nogensinde har set før. -Jeg havde æren af en sådan oplevelse sidste weekend, hvor jeg sammen med 4 andre elever fra instituttet var taget på campingtur i  den hvide ørken. Var det er fatamorgana? -Nej den vise vil vide at fatamorga, eller mirage ses tidlig morgen eller sen aften, og dette var midt på dagen.

Første stop var i Bahariya oasen, endnu før det spektakulære syn, hvor vi skiftede fra komfortable minibus med aircon, til 4WD af den klassiske toyota-model. Endvidere blev  chaufføren  udskiftet med to beduiner, som skulle guide og beskytte os på vores ørken safari. 

De leverede en fantastisk service, serverede et velsmagende måltid, delvis tilberedt over bål, fortalte historier om at fare vild i ørkenen omkring lejrbålet, og redte sågar min seng. Også havde de en kærlighed til ørkenen. De er opvokset i oasen, og kunne slet og ret ikke forestille sig at leve et andet sted end i ørkenen. Og til forskel fra mange andre Egyptere, så passede de rent faktisk på naturen, efterlod ikke så meget som et stykke papir eller et cigaretskod hvor vi havde camperet. Også kender de ørkenen ja man kan vel nærmest sige at det er deres baghave.

Nå efter at have skiftet bil gik turen for alvor ind i ørkenen, off-road. Og her løber jeg tør for ord, men tror jeg lader billederne tale for sig selv.

Hønen og Træet

Kaninen

Mig i fiskens bug...

 Den korte historie er at der engang var et hav hvor ørkenen er nu, og de hvide formationer i ser, er salt og kalk aflejringer fra dengang.

Da solen gik ned slog vi lejr i måneskinnet. Vi var tæt på fuldmåne, så det blev først rigtigt mørkt få timer før solopgang, hvor vi pludselig kunne nyde en fantastisk stjerne himmel. Ørkenen bliver sindsygt kold om natten, og vi var alle vågne før solopgang, og sad og ventede på at dens stråler ville give varme til vores forfrosne lemmer. 

Efter morgenmaden gik turen gennem den hvide ørken til krystalbjerget, som er et bjerg bestående af krystaler, der når lyset falder rigtigt glimter.

Herefter kørte vi til den sorte ørken, hvor vulkaner for årtusinder siden har skabt sorte lavahøje, inden vi igen endte i oasen hvor vi igen skiftede bil og vendte snuden mod Kairos larm.

Mellemøstens "Redlight district"

Nu er jeg jo ikke bare i Kairo for at lære at beherske det arabiske sprog i al sin formfuldendthed, men også for at opleve stemningen og kulturen i en arabisk storby. Det er en by me mange overraskelser, og en af dem mødte jeg, da Sophie og jeg gik ud for at spise god mad og ryge en vandpibe. Vi begav os til Mariott-hotellet i Zamalek, som har en fantastisk have restaurant, med god egyptisk menu, og ikke mindst uden trafikstøj. Et rigtigt dejligt sted at tage hen hvis man har lyst til en rolig aften. Da vi havde indtaget den lækre mad, flyttede vi til den lokale Shisha-cafe (Et sted man drikke the og ryger vandpibe) Igen et roligt sted, og hvis det ikke var for den allesteds nærværende forurening, ville man her kunne nyde en shisha mens man beundrede stjernehimmelen i en kulisse der kunne være taget ud af tusind og en nats eventyr. På bænkene med orientalske hynder sider den sheik efter den anden, blandet med vestlige turister. Man ville med andre ord ikke blive forundret hvis Aladdin pludselig kom flyvende forbi på sit magiske tæppe Hvad der derimod overraskede mig var de grupper af kvinder der kom ind på caféen. de bærer en  makeup som ville være  voldsom selv for en dansk teenage pige  i den eksperimenterende fase, tøjet alt for udfordrende for en kvinde fra mellemøsten, og de sætter sig ned, bestiller en beskeden drink, og forsøger herefter at skabe kontakt til de mandlige kunder. 

Sophie, der har opholdt sig en del i Cairo løser mysteriet for mig. Kvinderne er beskæftiget i verdens ældste erhverv. De kommer hertil fra alle de omkring liggende lande, hvor prostitution ikke er muligt eller lovligt. Nogle fra Kuwait, Dubai, Saudi og andre fra Marokko. Kunderne er mænd fra de selv samme lande, der flyver hertil for (undskyld udtrykket, men i denne her sammenhæng er det det eneste rigtige) at kneppe. Nå kvinderne har skabt kontakt, bliver regningen betalt og de forsvinder med en af mændene. 

Vi falder i snak med en egypter og en mand fra Bahrain, og dansk og nysgerrig som jeg er spørger jeg ti fænomenet. Tilsyneladende er der ingen bagmænd til dette fænomen kvinderne kommer selv, mange af dem er ikke i økonomiske vanskeligheder, (Kvinder i kuwait er tilsyneladende allesammen rige) De ønsker tilsyneladende blot at lave nemme penge, fordi de er dovne!  Jeg husker dog Dorrit otzens ord “der findes ingen lykkelige prostituerede” og ærger mig over at mit arabisk ikke rækker til en samtale med kvinderne selv. Det ville være spændende at høre deres historie

Sightseeing i Kairo

Nå Lea, får du så set nogle af alle de mange seværdigheder byen byder på? Ja da! Jeg poster her et par billeder som bevis!

Jeg har brugt en da på det Egyptiske museum, som rummer fantastiske fund fra det Pharoniske-rige i perioden fra omtrent år 3000 f.Kr. til år 30 f.Kr. Der findes fantastiske skulpturer, alene indholdet fra barne-faraoen kong Tuts grav fylder en halv etage, alt fra hans undertøj til kisterne og grav masken af guld  er udstillet (Hans inderste kiste og mumie befinder sig forsat i kongernes dal). Man får virkelig indtryk af en højt civiliseret kultur, og man må sige at Danmark på det tidspukt har været en meget tilbagestående kultur. Tænk bare over indholdet i gravhøjene i Jelling, som jo er flere tusinder år senere... Og slev om jeg brugte en hel dag på at vandre rundt i de store sale, er der bestemt mere at komme efter her.

Man må desværre ikke medbringe kamera der, så ingen billeer derfra...

Hængende kirke i det koptiske kvarter

Sidste weekend brugte jeg så en dag på at vandre rund i det koptiske kvarter. Egypterne roser sig af at have verdens ældste kirkesamfund, grundlagt i år 45 af Markus. Det koptiske kvarter bryster sig af at have været det sted jomfru Maria og Josef søgte tilflugt i, da de flygtede fra kong Herodes umiddelbart efter Jesu fødsel. Også det sted Moses skulle være blevt fundet i Nilen af faraos datter ligger i dette kvarter. Det er et meget lille område, med rigtigt mange kirker, heriblandt den hængende kirke, en enkelt synagoge og et par klostre. Man føler sig hensat til en anden tidsalder når man vandrer rundt i de smalle gader i dette kvarter, der må siges at være et af de mere fredfyldte områder af det ellers altid støjende Kairo.

Gadesælger i det koptiske kvarter

Pyramiderne i Giza har også fået et besøg. -Eller jeg skulle måske sige et halvt besøg. Paula og jeg besluttede os nemlig for at få lavet vores lektier før vi tog der ud, også viser det sig at de lukker klokken 16... Så vi har set sphinx’en og pyramiderne på afstand, men er nok nødt til at tage turen derud igen. De er imponerende selv på afstand!

Mig og pyramiderne i Giza

Welcome to Egypt

Det er vel tid at jeg giver lyd fra mig. Det er en uge siden jeg igen gav efter for eventyrlysten og udlængslen, pakkede kufferten, tilmeldte mig en sprogskole og rejste til Kairo, Egyptens hovedstad. 
Og det er vel på tide at jeg bliver moderne, og udskifter rejsebrevene med en blogspot; bedre sent end aldrig!
Første indtryk af Kairo: Hold da op her er meget trafik og megen larm. Byen sover aldrig. Jeg havde indlogeret mig på et centralt beliggende hotel de første par nætter, som desværre ikke var lydisoleret, hvorfor min søvn konstant blev afbrudt af bil-hornenes tuden, for her kører man på hornet! Problemet løses dog ved at tage et tæppe over sig og sætte airconditioneren på fuld skrue, så kan trafiklarmen overdøves (nok ikke super klima-øko agtigt, men det er der vist ikke mange der tænker over her) 
Man tror det er med livet som indsats, når man som fodgænger skal krydse en gade, for fodgængerfelter er en by i Danmark! Men efter en uge har jeg fanget den: Stil dig i vejkanten, når der er et lille hul i trafikken i første bane, så træd ud, tag en vejbane af gangen, og til sidst så kommer du over på den anden side. Andet godt trick: Find en egypter, stil dig tæt op af ham, og følg ham, -det virker!
Jeg er nu flyttet i lejlighed, i et rigtigt fint kvarter. Jeg deler lejligheden med 4 andre studerende fra samme skole. Jeg har overlevet den første uge på skolebænken. Behersker efterhånden alfabetet, og har i dag moret mig med at prøve at læse metrostationernes navne på arabisk. Det går dog langsomt, den ene lyd erstatter den anden og jeg føler mig tilbage i 1. klasse på Lilleskolen igen. Men alt i alt er hverdagen kommet igang, jeg har det godt og føler mig hjemme.
Jeg kommer snart igen med nogle oplevelser fra denne pulserende metropol, og håber at jeg kan underholde jer med mine tanker og andre finurligheder.