Efter at have tilbragt en lang søndag formiddag i november på “al-magomma”, en bygning der nemt kunne have været en af østeuropas kommunistiske højborge, dengang det stadig var på mode, for at få fornyet mit visa, besluttede jeg mig for en gåtur gennem “Garden City” til Nilometeret.
Det er nævnt i Lonely planet, og jeg synes da det lød som noget man bør se mens man er her. Da vejret var godt, og der er mindre trafik i byen på en søndag (det er ikke rigtigt weekend, men mange holder halvt fri alligevel) besluttede jeg mig for at gå, de ca 5 km langs Nilen istedet for at spring i taxi. Man ser bare bye anderledes når an iagtager den i langsomt tempo. Og det var en skøn tur. Jeg kom forbi smukke planteskoler, med planterne i smukt arrangeret i mønstre, og så livet udspillet foran mine øjene. Unge par der sneg sig til et møde, skolebørn på vej hjem, som modigt forsøgte at øve deres engelsk osv.
Da jeg endelig nåede enden af øen, hvor mit kort sagde at her var indgangen, var der dog mærkeligt stille. Ingen turist busser, ingen statue sælger, faktisk ingenting, fraset det sædvanlige røntgen-system der er normalt allesteder hvor turister og andre mål for terror normalt ville opholde sig. Billetluen var tom... Jeg kiggede tøvende gennem porten, en musiker kom forbi og gik ind (der er en koncert-sal på området) og jeg spurgte forsigtigt om jeg var ved nilometeret. -Jo det var jeg, nu skulle han vække vagten, billetsælgeren og guiden. (ja det var en person med tre kasketter)
Jeg betalte, og blev derefter ført til et tårn, døren blev låst op og jeg blev ført ind...
Nu er der nok et par stykker der undre sig over hvad nilometeret egentlig er, ikke sandt? Jo det er en anordning, som er skabt til at bestemme hvorvidt der skal betales skat eller ej. Det stammer fra dengang hvor Nilens vande steg sæsonvist, afhængigt ag regntiden i Afrika, altså før de store dæmninger. Hvis vandet var under et vist niveau, eller over et andet skulle der ikke betales skat. dette var begrundet i at der enten var for store oversvømmelser eller tørke, og altså ikke en god nok høst til også at undestøtte staten.
Så på indersiden af tårnet er der mærker, hvor man kunne aflæse højden på vandet. Og selvfølgelig hulle i væggen hvor vandet kunne trænge ind, så man kunne aflæse højden.
Lidt en unik oplevelse at få lov at kravle ned af stigen. Guiden var tydeligvis glad for at få muligheden for at fortælle, og tjene lidt bakhesh (drikkepenge). og det var bestemt turen værd, så skulle du lægge vejen om Cairo, så anbefaler jeg at du kigger forbi Nilometeret.
Bagefter nød jeg et stille hjørne ved Nilens bred, I en ellers travl og overbefolket by (det er den eneste gang jeg har fundet et sted ved Nilen hvor jeg kunne side i fred)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar